Original Unverpackt
November 17th, 2014 Af susan

Medbring din egen emballage

Emballagen fra vores indkøb er meget håndgribeligt affald. Og efter en tur i et traditionelt supermarked er mængden af emballageaffald sørgelig stor. Lidt bedre kan det være hos de småhandlende, hvor det er muligt at finde steder, der sælger
- frugt og grønt stykvis og pakker dem i samme papirpose
- kød der pakkes i papir og ikke i skumbakker filmet med plastic.

I Berlin ligger verdens første supermarked med uemballerede varer. Original Unverpackt åbnede i september i år, og beskriver sig selv som en butik med tante-Emma-charme og et udvalg som en lille discountbutik.

Kunderne medbringer selv poser, plasticbokse, glas, flasker osv. Eller de køber emballagen i butikken, en emballage der selvfølgelig er egnet til at bruge igen og igen og igen.




Folkene bag Original Unverpackt søger at mindske emballagen tilbage i hele leverandørkæden, hvilket er noget lettere, når det drejer sig om varer fra lokale producenter, end det er, når det gælder oversøisk frugt. Derfor er varer fra lokale producenter også et væsentligt kriterie for butikken, lige som økologi er det.




Butikken har et sortiment på over 400 varenumre - flest fødevarer, men også forskellige NonFood varegrupper. Og på deres web-sites produktside giver de ikke bare en fuld produktoversigt men også informationer om indhold, evt. allergener osv. Meget, meget forbrugervenligt.




Det koncept ville det være skønt at have i Danmark også. Opfordringen er hermed givet videre :-)


Følg NoRubbish på Bloglovin

Tilføj kommentar