Stop spild af mad
January 1st, 2013 Af susan

Årets No Rubbish dagsorden 2012

Madspild koster os danske forbrugere 16.000.000.000 kr. om året (beregnet i 2010). Hvert år går ca. 90.000.000.000 kg mad til spilde i de 27 EU lande. Og det vurderes, at mindst 30 % af de fødevarer, der produceres i hele verden, ryger direkte i skraldespanden.

Et sørgeligt spild af penge og ressourcer og en helt unødig belastning af miljøet.

I 2012 kom madspild heldigvis for alvor på dagsordenen. Og herhjemme kan vi ikke mindst takke forbrugerbevægelsen Stop spild af mad for at have bragt emnet i fokus.

Stop spild af mad blev stiftet i 2008 af Selina Juul. Og det er et imponerende (nærmest uendeligt) 'CV', som bevægelsen efter fire år kan fremvise:
- Et utal af indlæg i aviser og på konferencer.
- Kogebogen Stop spild af mad - en kogebog med mere
- Samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer om arrangementet For Resten Danmark (tidligere omtalt her på siden) og om udarbejdelse af en madspildsrapport
- O.s.v.

Påvirkningen af detailledet har været en af de store gevinster for bekæmpelsen af madspild. Butikskæden Rema 1000 er gået i spidsen med initiativer, der for alvor gavner sagen. Allerede i 2008 afskaffede kæden flerstykstilbud, og efterfølgende er der indført
- forsøg med at sælge udvalgte grøntsager efter vægt
- tydelig skiltning af varer med kort holdbarhed der sælges til nedsat pris - en ordning som også er indført i Irma, hvilket har mindsket madspildet i kæden med 30 %.

Tilbage står, at der stadig er meget at gøre i fødevareproduktion, i detailled, i storkøkkener og hjemme hos os selv, hvis vi vil det store madspild til livs:
- Danmarks grønne tænketank Concito har i samarbejde med Fødevareministeriet lavet rapporten Det skjulte madspild, der kortlægger madspildet fra jord til butik og storkøkkener og kommer med 18 anbefalinger til løsninger. Løsninger der bl.a. kredser om vores forhold til begrebet "mindst holdbar til", og som udfordre forbrugernes og detailhandlens forestilling, om at hylderne i butikkerne altid, også kort før lukketid, skal være fyldte.
- Den tidligere omtalte madspildsrapport undersøger danskernes madspildsadfærd og kommer på den baggrund med anbefalinger til tiltag. Blandt de forslåede tiltag ses en indsats, der fokuserer på vores forhold til "rester"; at rester er en ressource og ikke affald, at doggy-bags på restauranter bliver udbredte o.s.v. Og så foreslås det, at vi bliver bedre til at lave madplaner, og at der udvikles mobilapps, der kan hjælpe os med at holde styr på de madvarer, vi har i køleskabet og i fryseren.
- EU har udover den helt store rapport Preparatory study on food waste across EU 27 lavet 10 helt jordnære råd, der skal hjælpe os almindelige forbrugere til at begrænse madspildet hjemme i husholdningen.

Bare for at nævne nogle af de steder, hvor der tænkes i løsninger.

Lad os håbe, at madspild i den størrelsesorden, vi kender nu, hurtigst muligt bliver historie! Med ønsket om et rigtig godt nytår til jer alle slutter jeg her med Selinas indlæg på TEDxCopenhagen 2012, flot!

Kommentarer

  1. Sikek en skøn artikel!

    I skal have tusinde tak fordi I sætter fokus på madspild og på vores arbejde. Det er vi meget glade for! Tak for de varme ord.

    2013 bliver et godt år for Stop Spild Af Mad – og vi har mange spændende ting ude i horisonten både i Danmark og i udlandet. Og der er fokus på madspild i skolerne! Da vi efter sommeren lancerer vores undervisningskampagne Stop Madspild.

    Store hilsener og godt Nytår!

    Stop Spild Af Mad

Tilføj kommentar